B-Kuld

Så er alle hvalpe rejste hjemmefra, og Jessie og Donna har igen kun hinanden at lege med - det går nu også fint. Det er som om legen med hvalpene har smittet af og fået de voksne med i lege-mode.

Der er ingen tvivl om, at Jessie savner hvalpene - og det vil fortsætte et par uger endnu. Så der bliver gået mange ture, spist mange lækre "slow-food" ben og andre hyggelige aktitviteter for at bringe tankerne andre steder hen.

 

Det er altid vemodigt at skulle sige farvel til små hvalpe, men samtidig fantastisk dejligt og privilgeret at vide, at de alle flytter hjem til søde familier, som alle er dedikerede og parate til at give dem det gode hundeliv, de fortjener.

Så tak til jer alle for at vi kunne sige et trygt og glad farvel.

Så er der kun Buster tilbage. Jo færre der bliver, jo mere nurser og leger Jessie. Og så er det rigtig dejlig, at der kom frisk sne, som er herligt at lege i, selvom man kun er en.

Kun to vapser tilbage.

Bailey (Binji) og Buster (Bosco) bliver her lige 4-5 dage ekstra. Så er det jo godt at Jessie gerne vil lege med

Så er fem af hvalpene flyttet hjemmefra - Bellis, Bella (Jessie), Becca (Siva), Balou (Saxo) og Binji (Bailey) er alle flyttet til nye, søde familier, hvor vi er sikre på, at de får det rigtig godt.

Hvalpene har taget både rejser og ankomsten til deres nye hjem rigtig fint. Dejligt at høre, at de er både trygge og nysgerrige på alle de nye indtryk og omgivelser.

Buddy og Bosco bliver her heldigvis et par dage endnu.

Bosco kan nu godt se enkelte fordele ved at få pladsen for sig selv - nu kan man ligge i "boblebadet" og spise ben i fred og ro :)

Heldigvis er der kommet sne - det er et hit, synes alle fire

Her hvor der kun er Buddy og Bosco tilbage tilbringer Jessie rigtig meget tid med at lege med dem i hvalpegården. Hun er bestemt ikke glad for, at hvalpene rejser og tager ofte en tur rundt i huset for at lede efter dem, der mangler.

Jessie og Donna underviser hvalpene i hvordan store hunde leger

Bellis på hestebesøg Binji hygger sig med et ben

Donna er blevet en rigtig god legetante. Her kigger hun noget forundret på Bellis' opvisning og forsøg på at komme op i boksen - og til højre er det Bella, der tager en hyggenap sammen med Donna i hendes kurv.

Her et par dage før hvalpene bliver 8 uger byder Jessie stadig på samling i mælkebaren - selvom pladsen er blevet trang :)

Nu har vi virkelig fået gang i alle de sjove aktiviteter for "store" hvalpe. Der sker nye ting hver dag. Vi har igen været ude at køre, og i søndags var vi ude at besøg en rideskole, hvor vi hilste på kæmpestore heste, en sød labrador og en larmende firehjulstrækker. Køreturene tager man i stiv arm, og før vi når indkørslen, sover alle tungt efter sådan en oplevelse ude i den store verden.

Hvor svært kan livet mon være Hygge i boxen

Bella i fuld firspring gennem tunnellen

Boblebadet er et hit men man bliver så træt

Vi nyder rigtig godt af en mild januar måned , hvalpene elsker at være ude i kort tid flere gange hver dag. Tror de har de lidt som køer, der kommer på græs om foråret :)

Vi har fået helt ny hvalpegård de luxe - med masser af nye aktiviteter og udfordringer, som hvalpene elsker at udforske. Efter en hektisk tur i forhindringsbanen, så er den pludselig omdannet til dejligt sovested, hvor der er kamp om pladserne.

En af hannerne studerer Fuld gang i aktiviteterne

Donna udenfor løbegården

Hver gang hvalpene præsenteres for et nyt sted, viser Jessie dem tilrette og gør dem trygge ved at tilbyde en tår mælk det nye sted. Godt tænkt af en hundemor :)

Der er nu også indrettet nyt soverum, hvor der kun er puder og tæpper til at sove på - ingen legeaktiviteter. Dette for at vi kan træne ro om natten og leg om dagen. Flytning, nyt soverum og to nye udendørs løbegårde er taget i brug hen over weekenden. Det er mange nye forhold atskulle forholde sig til, men de har taget det hele med stor ro og stor nysgerrighed - rigtig flot.

Alle har kastet sin kærlighed på Piphans, som er alletiders hyggelige soveven :)

Hvalpene er nu ved at være 5 uger gamle. De er vokset meget, vejer nu omkring 2 kg - og de er fulde af krudt og enegi. De er flyttet i ny løbegård med plads til en masse aktiviteter og adgang til løbegård i haven. De præsenteres for nye ting hver dag, og alt bliver undersøgt med stor nysgerrighed. Balancebrættet blev straks taget i brug, selvom det larmer rigtig meget, og de fleste kan allerede balancere - supergod motorik træning.

Der er blevet trængsel, når der skal drikkes, så Jessie har indført stående mælkebar.

Hvalpene er nu næsten 4 uger gamle. Der er sket en fantastisk udvikling - de har nu alle deres sanser og er blevet meget aktive. Alt skal undersøges og udfordres, de øver sig i at knurre gø og lyde rigtig farlige. De leger og øver sig allerede i at lære bideadfærd. De er begyndt at lege med legetøj af forskellig tekstur, form og lyd - og de er dejligt nysgerrige på det hele.

 

De får nu hvalpefoder to gange dagligt - det er guf og indtages med stor iver, så alle snuder er godt smurt ind. Men det klarer Jessie med en ordentlig vasketur bagefter.

 

Efter de er rundet de tre uger, har vi allerede haft besøg af¨mange hvalpekøbere - både voksne og børn i alle aldre. Det tager både Jessie og hvalpene med stor ro - de nyder at blive nusset og leget med. Det er dejligt med alle disse besøg og rigtig god socialisering for hvalpene. Efter et besøg er de godt trætte, og har brug for ro, så vi sørger for at sprede besøgene, så hvalpenes behov tilgodeses.

Der er farlige jordegern og frække klude derude - som skal undersøges og lige have en rusketur.

Side om side med mor Du kan lige få et kys

Man er også begyndt at sove uden for kassen.

Så er man ude af fødekassen og udforsker nysgerrigt den store verden.

Man har fået øjne, små blå perler, som dog ikke rigtig ser noget endnu, men man bliver altså rigtig træt af alt det lys. De er også begyndt at øve sig i at gå - meget usikkert, men snart kommer der rigtig gang i dem.

Her en stribe nye billeder, ikke fordi der sker så meget nyt, andet end at der spises, soves, nurses og vokses og vokses. Alle hvalpe har allerede på 9. dagen fordoblet deres vægt - så det er flot og lige efter bogen.

 

Jessie nurser og passer dem efter alle kunstens regler. De er meget rolige og trygge, og man kan allerede mærke, at de her efter godt en uge synes, at det er hyggeligt at komme i vores hænder. Hver dag bliver de nusset og vejet - og alle har allerede fået klippet negle, så de ikke kradser hul på "mælkebaren". Det er tydeligt, at de nu nyder at komme i hænder - enkelte vender sig allerede om på ryggen for at "ligge i arm" og falder i søvn der.

 

I løbet af de næste 4-5 dage begynder de at åbne deres øjne - de kan stadig ikke se andet end tågede omrids, men det er alligevel et stort øjeblik :)

Total overskudsmor, der serviceres 24 timer døgnet rundt - i alle ender og kanter :)

Fire dage gamle. Nu kan man både sove alene og i flok, - når man er mange nok.

Her er hvalpene tre dage gamle - der spises og soves, så man næsten kan se, at de vokser for hver gang man kigger i fødekassen. Og det gør man hele tiden - kan slet ikke lade være =D

Så har man også været i bad efter fødslen og fået rent sengetøj på. Badet var næsten mere udmattende end de syv fødsler - mest fordi man ikke kunne holde øje med hvalpene imens :) De havde det nu dejligt - lå og sov mætte og godt trætte i en dejlig lun kurv med indlagt "gulvvarme"

Mandag den 12. dec. fødte Jessie 7 fine hvalpe, 4 hanner og 3 tæver. Hun klarede det hele fantastisk flot.

Alle hvalpe var pænt store, meget aktive og helt klar til at indtage mælkebaren med det samme. Billedet herunder er taget umiddelbart efter alle syv hvalpe var født.

Nov. 2016

Jessie er blevet parret med Torin Farshany von Jomarquiteira - også kaldet "Niels" og vi forventer hvalpe i december 2016

 

Niels

Jessie snart 6 uger henne og ved at være pænt tyk :)